Historien bag hittet – Kære Lille Anna

En historie om at være det rigtige sted – på det rigtige tidspunkt.

Som kalenderen viser var det afsted til Bergen – Norge sidst i Marts 1967

Aviserne skrev lidt om det både hjemme i Danmark og i Norge.

Vi fik skam og også lavet nye fankort inden afrejsen til Bergen. Billedet er taget

på en fiskekutter som lå i Holbæk Havn af fotograf Elmo fra Venstrebladet.

Kære Lille Anna – En historie om at være det rigtige sted – på det rigtige tidspunkt !!!

Efter godt 5 år som fast orkester fra 3 – 6 dage om ugen på Restaurant Royal i Holbæk i hele vores 4 årige læreperiode som håndværkere og købmand og med alle de ledige andre andre dage på kroer, hoteller, forsamlingshuse og ungdomsklubber – eller rettere sagt ca. 225 spillejobs om året, var tiden kommet til at se noget andet. Vi mente selv at nu kunne vi stå på egne ben “udenlands”.Gamle impressario Jarlmose som dengang bookede orkestre over hele Skandinavien fik opgaven og pludselig oprandt dagen, hvor kontrakten lå foran os. Alle fik travlt med at gøre sig klar og fri for det daglige arbejde som vi også havde – 1. måned på restaurant i Bergen – Norge – Teatercafe`n hed stedet. 7 dages job – 2 timer om eftermiddagen til spisning og 5 timer om aftenen til dans. Alle i bandet så ikke de mange timer som noget problem, det største problem var at nu skulle vi være væk i længere tid fra vores koner og kærester.

Nå, men efter et spillejob sidst i Marts 1967 om natten pakkede vi vores anhænger som igen var koblet til vores trommeslager Svend`s bil ( en gammel men ikke helt udslidt Ford Zephyr – købt på Polities bilauktioner – istandsat af Bjarne (guitar)og oplakeret af mig (Knud) – meget fin bil. Dette havde vi gjort hudredevis af gange de sidste mange år og vidste præcis, hvor hver enkelt instrument skulle ligge. Forskellen var bare at her var der ca. 1200 km. til jobbet og det var vinterdage. Vi 4 musikere.min kone Birthe og vores søn Rene – som var 4 år, kørte fra Royal i Holbæk kl. ca. 01.00 til Helsingør og sejlede over til Helsingborg. Dengang var der kun motorvej ca. 20 km. nord for Helsingborg, så det var den gamle kystvej – Halmstad – Varberg – Gøteborg, rundt om pynten i Uddevalla og så videre til Svinesund, hvor vi var fremme næste formiddag og så videre det næste stykke til Oslo og forbi Østbanen videre til Hønefoss og så mod Bergen.

Nu kunne vi allerede mærke at vi var kommet langt væk hjemmefra og det var hundekoldt men vi havde da gudskelov taget noget godt og varmt tøj på. Vi holdt ind et sted efter Hønefoss for at få noget at spise og her mødte vi en gammel gubbe som spurgte os hvor vi skulle hen. Vi fortalte lystigt hvad vi skulle og han svarede med en let hovedrysten,- Er I ikke klar over at det er vinter og sneen først er væk sidst i Maj. ???? Nå, men vi var jo unge og efter måltidet, kiggede vi efter olie og vand og kørte videre og han sad stadig og rystede på hovedet. Vi kørte på den gamle fjeldvej på sommerdæk og vejen var glat ogvi sneglede os afsted og tænkte mere og mere på hvad den gamle havde sagt. Da vi skulle over en bakke i Gol ved Geilo kunne vi ikke mere – bilen gled baglæns og kunne ikke stå fast. Så vi måtte vende om og så var det ned på stationen i Gol og tale med forstanderen. Han fortalte at der ville komme et tog et par timer senere og her kunne vi godt få vores bil og anhænger med, den skulle bare på en togvogn først så det hele stod klart når toget kom. Toget kom og vi kunne se at togvognen også blev sammenkoblet – så var det ind i kupeèn for at få lidt mad og søvn. Problemet var bare at alle pengene var gået til at få bilen og anhængeren på toget så vi måtte tømme lommerne for at få lidt kaffe og en bolle med skinke. 5 – 7 timer senere kom vi til Bergen og det var koldt og sludvejr, men op at læsse af på hottellet og få nøglen til vores lejlighed på “Velhavensgade” – det passede ikke på os da vi var ludfattige. Nå, men i seng og få noget søvn og op næste morgen for at stille instrumenterne op. Efter dette havde vi jo fri – og kunne bruge tiden til om eftermiddagen, hvor vi skulle begynde kl. 16.00. Så vi besluttede os for at køre lidt rundt, men pludselig kunne Svend mærke i bilen at noget var galt – anhængere slingrede og røg op i luften og kørte af vejen ned af en dyb skrænt. Vi så ikke hvor den røg hen men besluttede at køre videre som om ikke noget var hændt.

Da ringede fremmedpolitiet og spurgte om vi gerne ville ud af landet igen i en fart for det blev resultatet, hvis vi ikke omgående fjernede vores efterladenskaber af en knust bilanhænger som var landet på en kirkegård mellem gravstene etc. Og vi kunne ikke sige at vi ikke kendte noget til dette. Da orkestrets navn stod malet med store skrifttyper på siden af anhængeren. Og de kendte os udmærket da vi ahvde været hos dem for at anmelde vores ankomst. Det skulle man dengang for man var udenlandsk musiker der tjente sine penge i Norge.Vi betalte heller ikke skat deroppe det skulle ordnes når vi kom hjem til Danmark, sagde De. ( Gode tider ) Vi skulle også melde flytning hos Dansk Musikerforbund der sørgede for at melde os ind i det Norske Forbund. Der var mange ting der skulle ordnes Nå`men vi kørte ud på kirkegården for at rydde op og det eneste vi kunne bruge var akslen med 2 hjul, en stump ledning hvori stikket stadig sad fast og så låsen man sætter på trækkrogen. Dette blev lagt bag i bilen og senere sendt hjem til vores morfar Emil Christiansen, – dett blev en hel historie for sig selv. For da disse elementer ankom til lille Hørve – Vestsjælland helt fra Bergen, Norge og blev kørt ud til ham af fragtmanden på banen, stod han noget og kløede sig i nakken med piben i munden. Hvad kraften har drengene nu lavet hvorfor kommer dette hjem ?????? Hvad er der sket med drengene ????? Og han måtte gå i det uvisse til vi kom hjem 6 – 7 uger senere, så han kunne få hele historien.

Her er vi sammen med Marketingdirektøren for Statoil og en sømand fra Portugal. Kåre Mortensen – hed Statoildirektøren og Elmondo hed sømanden i en pause på Teatercafeen

Vi havde en fantastisk lærerig tid i Bergen samlede fuldt hus hver dag og Direktør Andreasen ville prolongere os for flere måneder men jobbet var hårdt med 7 timer hver dag og så var de kommet fra byens natklub Stjernesalen og tilbudt os job og det ville vi meget hellere. Nu fik vi samme pris for 5 timer som vi ellers fik for 7 og så startede vi først kl. 20.00 med 2 timers musik til spisning og underholdning med tryllekunstner osv. et rigtigt loppejob – og så fuld fart på til kl. 01.00. meget lærerigt hvor vi lærte at følge et show med al den timing der ligger idet. Bergen har jo en stor Natobase så der kom masser af Amerikanske soldater og med dem en masse søde piger og det var fuld rulle hver aften.

Vi øvede nye numre hver formiddag og her var der så en ældre lille kvinde så ryddede borde og stolede op – støvsugede og gjorde det hele rent så det var klart til om aftenen – al imens hun arbejde hårdt nynnede og sang hun hver en melodi hun kaldte for EN LITEN STUA og den sang sad printet ind i hjerneskallen på os og vi blev enige om at når vi kom hjem ville vi gøre noget ved den sang. Måneden gik og vores 2 måneders tur til Bergen var slut, instrumenterne på et tog og det samme med os og sådan kom vi hjem til lille Danmark igen.

Vel ankommet tilbage i Danmark var vi klar til nye udfordringer. Vi fik 4 måneders engagement på Landsbyen i Køge hos Hr. og Fru. Nielsen. Vi spillede 4-5 dage om ugen og havde masser af tid til at indøve nye numre samt at vi begyndte at “rode” lidt med EN LITEN STUA. På Landsbyen var der amatørkonkurrence hver Torsdag og her kom der en trompetspiller var rigtig dygtig – det endte med at vi tog ham med i bandet og vi hed nu Five Tonnys. Han hørte nummeret og broderede lidt på trompeten men vi var ikke helt tilfreds så vi gik til vores gamle ven Peter Nygaard fra Theis/Nygaards Jazzband – ham havde vi spillet med mange gange på Den BLÅ GED i ordrup, hvor han boede lige overfor og kom altid slæbene med trombonen når vi var på de kanter. Han fik sat endnu mere skik på sangen men vi var stadig ikke helt sikker på hvordan den skulle skæres. Rytmen og de forskellige fields havde vi taget fra Buck Owens Og Buckaroos da vi mente den skulle havde noget countryfeeling påsat lidt Nancy Sinatra blæs.

Vi fandt ud af hvor alle datidens grammofonindspilnger blev lavet og det var hovedsalig hos Tonemester Albrechtsen i Roklubben Kvik og Skjolds lokaler i Nordhavnen – resten blev lavet i Rosenberg Studiet hos Ivar Rosenberg – Vanløse Bio`s scene. Men Polygram – Phillips, RCA og EMI var altid hos Albrechtsen. Vi bestilte tid hos han og vi skulle også have en produce/arrangør/kapelmester. Her ringede vi efter Bertram Beck der var frelance for dem alle – men mest Polygram kom og hjalp os med at få sat skik på fremførslen etc. Jeg havde ovesat sangen far Norsk og syntes selv det var godt. Men Albrechtsen ringede efter en producer der hed Jørgen Kleinert som havde lavet Four Jacks, Gitte Hænning, Otto Brandenburg m.m. man havde åbenbart sådan nogle aftaler når man mente i studiet –  et eller andet kunne bruges. Han kunne ikke komme den dag, men et par dage senere og mellemtiden spillede vi båndet for Johnny Reimar der var ansat på Polygram. Han kunne lide hvad han hørte og vi var lidt tøven, – for Peter Nygaard havde den formening – Pas på drenge at ikke nogen stjæler jeres ide. Nå, men om Lørdagen hørte Jørgen Kleinert vores bånd og han sagde med det samme. Dette vil jeg udgive på en betingelse. Der skal rettes i teksten og Knud skal til en sanglære for at lære korrekt udtale for ellers ville det ikke gå igennem nåleøjet i Danmarks Radio. Det blev til 8 gange hos Gittes Far Otto Hænning og 5 – 6 gange hos John Mogensen og jeg vil nok sige at lærte mest hos John – han var fabelagtig til at lære fra sig. Nå, men Thøger Olesen skulle rette teksten det tog 10 minutter så var den klar og så strøg han mit navn og skrev sit eget på istedent. Vi var nye i faget og mente ikke det betød noget men det har senere vist sig at Thøger jo selvfølgelig rettede mit navn med sit eget for at indkassere indtjente midler. Sangen blev sunget om i studiet og Jørgen fandt en gammel svensk sang som hed Lillepigen som blev B.side. Båndet blev skåret og matriceret hos Hugo Von Qualen på EMI og pladeposen blev trykt singlen blev fik et nummer der OKTAV OKS 1067. Nyhedsbreve blev trykt og lager af singlen blev sendt til GDC – Grammofonselskabernes Distributionscentral der dengang var eget af Bent Fabricius Bjerre – Metronome og Karl Emil Knudsen – Sonet.

Alle aviser i Nordvestsjælland var spækket med hisrien om Five Tonnys og Jørgen Kleinert fik os til en samtale med Jørgen Mylius i DR for at berette hele historien. Der blev solgt så mange eksemplarer den første uge i Februar 1968. at vi røg på TOP 20. – Listen. Singlen blev den mest sælgende efter Beatles Lady Madonna i 1968 og så kørte toget ellers fra at starte i 1962 med 45,00 kr. pr. mand pr. aften hed det nu 700 – 1000 kr. pr. job. Og vi havde nogen dage 3 – 4 job pr. dag, da vi kun spillede 2 x 20 minutter og så videre til næste job.

Så det kan man da kalde for: AT VÆRE DET RIGTIGE STED PÅ DET RIGTIGE TIDSPUNKT

Efter vores kæmpesucces havde vi den store ære,- at LILLE VACKRA ANNA som egentlig er et skillingstryk med originaltitlen TIL ANNA skrevet af den svenske præst Bengt Henrik Alstermark i 1824 og tonesat af Norske Alf Prøysen og udgivet i 1955 – det er Prøysens version vi peppede lidt op.- At navne som Norske Finn Kalvik – Helge Borglund og Svenske Hootenanny Singers og ikke mindst Sven-Ingvars senere lavede deres fortolkninger af denne skønne sang som har givet os så meget igennem tiden.